Der er skruet op for tilliden og ned for kravene i en ny aftale, som Grundfos Fonden netop har indgået med den danske afdeling af Unicef.
I alt donerer Grundfos Fonden fem millioner kroner over to år, som Unicef kan anmode om med blot 24 timers varsel i forbindelse med akutte såvel som igangværende konflikter og katastrofer. Dermed får FN’s danske børnefond mulighed for både at reagere hurtigt og dirigere ressourcerne derhen, hvor behovene og ikke nødvendigvis opmærksomheden er størst.
I første omgang har Unicef op til toårsdagen for krigen i Ukraine anmodet Grundfos Fonden om en donation på en million kroner til den humanitære indsats, som blandt kan være med til at hjælpe børn og familier i Ukraine og i de omkringliggende lande, der huser mange flygtninge.
”Det kræver stor tillid at give penge uden krav. Men den her form for partnerskaber og fleksible midler er afgørende for, at Unicef kan arbejde for alle verdens børn. Med Grundfos Fondens tilgang og støtte kan vi rykke ud ved akutte kriser, sørge for en mere retfærdig fordeling af hjælpen og ultimativt være med til at forhindre en humanitær finansieringskrise,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i Unicef Danmark, i en pressemeddelelse.
Direktør i Grundfos Fonden Kim Nøhr Skibsted understreger, at fondens humanitære hjælp skal gøre den størst mulige forskel for børn og familier.
”Vi ved, at tid er en afgørende faktor. Det er organisationer som Unicef, der er til stede i verdens brændpunkter, som ved, hvor behovene er størst, så vi skal ikke lade bureaukrati komme i vejen for livreddende nødhjælp med indviklede godkendelsesprocesser,” siger Kim Nøhr Skibsted.
Vil forebygge sygdomme ved hjælp af kvantesensorer
Rundturen blandt udvalgte fondsuddelinger fra den seneste uges tid fortsætter til Novo Nordisk Fonden, som har bevilget 150 millioner kroner til etablering af forskningscentret Copenhagen Center for Biomedical Quantum Sensing.
I forbindelse med forskningsprojektet vil forskere fra Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og University of Texas i Austin udvikle og bruge nye principper og teknikker inden for kvantesensorteknologi til biomedicinsk diagnostik, som kan arbejde tæt på og ud over de standardiserede kvantegrænser for følsomhed samt sikre ultrafølsomme platforme til tidlig opdagelse af sygdomme.
Danmark er en højborg inden for kvantesensorteknologi, og med vores bevilling ønsker vi at videreudvikle denne kraftfulde teknologi, så den kan bruges i praksis
Lene Oddershede – Senior Vice President, Novo Nordisk Fonden
"Kvantesensorer hører til blandt de mest modne kvanteteknologier og har potentialet til i høj grad at forbedre medicinsk diagnostik. Danmark er en højborg inden for kvantesensorteknologi, og med vores bevilling ønsker vi at videreudvikle denne kraftfulde teknologi, så den kan bruges i praksis," siger Lene Oddershede, Senior Vice President i Novo Nordisk Fonden, i en pressemeddelelse.
Bevillingen sker i direkte forlængelse af de betydelige investeringer, som Novo Nordisk Fonden for nylig har foretaget i kvanteteknologi, herunder en bevilling til Novo Nordisk Foundation Quantum Computing Programme og finansiering af Quantum Foundry Copenhagen P/S.
Gymnasieelever skal bistå forskere
Hvordan oplevede såkaldt ’almindelige’ mennesker den voldsomme forandring i familielivets rammer, der fandt sted i Danmark mellem 1960 og 1980? Hvordan påvirkede udviklingen deres eget familieliv? Og hvilken forskel gjorde køn, geografi og social baggrund for deres oplevelser?
Det er nogle af de spørgsmål, som forskningsprojektet ’Familierevolutionen i Danmark’ på Syddansk Universitet vil afdække. Ifølge en nyhed på Velux Fondens hjemmeside støtter fonden projektet med 8,9 millioner kroner i perioden fra i år til 2028.
I de kommende år skal cirka 3.000 gymnasieelever interviewe og indsamle over 1.000 livshistorier fra ældre borgere, der som voksne har oplevet 1960’ernes og 1970’ernes familierevolution. Vidnesbyrdene fra de mange danskere skal indgå i projektet på Syddansk Universitet, som ledes af professor Klaus Petersen og adjunkt Cecilie Bjerre.
Formålet med projektet er at forstå de voldsomme forandringer i danskernes familieliv, som skete mellem 1960 og 1980 – ikke blot den overordnede strukturelle samfundsudvikling, men den oplevede historie, som den erindres af dem, der levede den.
”Vi ved en hel del om den strukturelle udvikling i perioden, set ovenfra – for eksempel politiske forandringer, nye love, ændringer i økonomiske vilkår og forskellige samfundsinstitutioners rolle – men vi ved forbavsende lidt om, hvordan såkaldt almindelige mennesker oplevede forandringerne i deres eget liv og familie. Her har vi stort set ingen kilder, og vi håber, at projektet kan udfylde nogle af hullerne,” siger Klaus Petersen.
Vejen banet for nationalt netværk af naturstier
De fleste kender til Margueritruten, som er en naturskøn national turistrute. Nu får Danmark som supplement til Margueritruten et lignende netværk af naturnære og rekreative ruter over hele landet.
Den danske natur har rigtig meget at byde på, og det er godt for os alle at komme ud i naturen
Magnus Heunicke – Miljøminister (S)
Projektet hedder ’Danmarks Naturstier – En omvej værd’ og er støttet af Nordea-fonden med 50 millioner kroner. Derudover har Miljøministeriet afsat 50 millioner kroner til projektet, mens Friluftsrådet bidrager med en pulje på 30 millioner kroner.
”Den danske natur har rigtig meget at byde på, og det er godt for os alle at komme ud i naturen. Med Danmarks Naturstier binder vi eksisterende stier og vandreruter sammen og etablerer nye ruter. Vores mål er, at cirka 15.000 kilometer vandreruter skal være afmærkede, så der bliver rigtig god mulighed for at opleve naturen på tværs af landet,” siger miljøminister Magnus Heunicke (S) i en nyhed på Nordea-fondens hjemmeside.
Projektet skal drives af et sekretariat i Naturstyrelsen. Det centrale omdrejningspunkt for formidling af naturstierne bliver den eksisterede platform Udinaturen.dk, der bliver udviklet, så brugere nemt kan finde dén natursti, der er tættest på dem. Dertil kommer, at der bliver opsat omkring 1.000 infotavler og skilte.
Talentpriser til fem studiegrupper
Vi slutter med nyheden om, at fem studiegrupper fra Niels Brocks gymnasier netop ved et arrangement i Børsbygningen i København har modtaget Dansk Erhvervs talentpris.
Prisen, som er indstiftet af Niels Brock Fonden og Dansk Erhverv, er siden 2019 blevet uddelt én gang årligt til én eller flere studiegrupper, der har løst en konkret opgave og problemstilling med afsæt i områderne handel, økonomi, etik og digitalisering.
Dette års vindere har løst opgaver og problemstillinger stillet af Ikea, Neglefeber og Synoptik med afsæt i etik i en erhvervsøkonomisk kontekst.
”Vores elever viser stor forståelse for virksomhedernes individuelle problemstillinger, og de har virkelig formået at give et både ungdommeligt, men også fagligt stærkt perspektiv på en relevant problemstilling," siger administrerende direktør på Niels Brock Anya Eskildsen i en pressemeddelelse fra uddannelsesinstitutionen.
Med prisen følger 25.000 kroner til hver gruppe.